Menu
Billedserier
Hent Adobe Flash player
Danmarks bedste hø er fra Lomborg
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Sandgrav


Ane-Mette og Ole Sandgrav, Gudumlund

Ane-Mette og Ole Sandgrav overtog i 1999 Ole Sandgravs fødegård.  

Tre år efter overtagelsen blev der bygget stalde med plads til 650 søer. Ane-Mette og Ole Sandgrav producerer såkaldte Englandsgrise, hvor der stilles ekstra krav til dyrevelfærden. Det betyder blandt andet, at søerne er løsgående – dog ikke i farestalden, hvor de er i en boks med smågrisene løbende rundt om sig. Søerne går løse i cirka 300 dage om året.

Ole Sandgrav er ikke i tvivl om, at det højner dyrevelfærden, at søerne ikke står bundne. Den største flok af løsgående søer er på 280.

Ægteparret Sandgrav ejer den nærliggende gård Serup, som de i 2007 udvidede, så de kunne producere 30 kilos grise i stedet for grise på blot 9 kilo. Årsproduktionen ligger på cirka 20.000 grise. En mindre del – omkring 1500 – sælges som slagtesvin.

Der er 120 hektar til gården, som egentlig hedder Søndervang, men som i lokalområdet aldrig kaldes andet end Sandgrav. Ole Sandgrav har desuden forpagtet 30 hektar. Det er dog ikke længere Ole Sandgrav, der dyrker jorden. Den er lejet ud til en planteavler, som Ole Sandgrav så køber det dyrkede korn af.
Han nyder at kunne koncentrere sig om arbejdet i stalden. Arbejdet med dyrene har altid haft hans største interesse, og han finder også avlsarbejdet yderst interessant. Det er en spændende udfordring at finde de bedste grise, der gerne skulle ende med at blive gode søer. Hver so får i gennemsnit 30,5 grise om året – eller 30,5 grise pr. årsso, som det hedder i fagsproget. Det er et ganske pænt gennemsnit for nu at udtrykke det på vestjysk.

Ane-Mette er uddannet sygeplejerske, men da hun var færdig med at holde orlov efter deres tre børn, valgte hun at arbejde hjemme på gården, hvor der desuden er tre ansatte – alle danskere.

Gården ligger i Gudumlund tæt på Klosterheden. Gudumlunds 15 gårde har deres helt egen historie. De blev alle bygget omkring 1948 i forbindelse med opdyrkning af heden. De var i begyndelsen statsejendomme, men staten solgte dem til lejerne. Det lykkedes med hårdt slid at få heden forvandlet til brugbar landbrugsjord, men det er selvsagt ikke den bedste jord, der findes i Gudumlund.

Ole Sandgravs forældre overtog gården i 1961 – på det tidspunkt var den blot 12 år gammel. Selv om det i dag kun er fire af de 15 gårde, der er fuldtidsbrug, så er sammenholdet mellem Gudumlund-gårdene stadig meget stærkt.

Tekst og foto: Allan Damgaard, marts 2011
Seneste nyt
14.6.16
Gårdbesøg sommeren 2016
Klik på billedet for at se programmet for gårdbesøg i stort format....
Lemviggaarden  |   Gårdbesøg for alle  |       |   20431716  |   sekretariat@lemviggaarden.dk