Billedserier
Hent Adobe Flash player
Danmarks bedste hø er fra Lomborg
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Landmænd tager imod Giro d’Italia

24. april 2012
Når det internationale cykelløb, Giro d’Italia, søndag den 6. maj kører gennem det midt- og vestjyske landskab på sin længste etape, står landmænd klar langs hele ruten for at byde feltet og publikum velkommen.

Det sker med smagsprøver på lokale fødevarer, halmballe-tribuner og festlige events.

”Det er en fantastisk mulighed for at vise vores smukke landskab til de tusindvis af tilskuere og de over 300 millioner tv-seere. Samtidigt vil vi gerne bidrage til den gode oplevelse, mens publikum venter på feltet”, siger Kirsten Mette Lundgaard Madsen fra Åbent Landbrug Lemvig.

Hun har sammen med andre lokale landmænd og foreninger arbejdet i flere måneder på at forberede dagens aktiviteter. Det er blandt andet uddeling af smagsprøver fra de lokale mejerier, Arla og Thise, halmballe-tribuner, klappedyr, salg af pølser, kage og drikkevarer samt musikalsk underholdning.

Landmændene har udvalgt sig to naturskønne steder langs ruten på Lemvigegnen, hvor det bliver særligt interessant at være helt tæt på feltet. Det er på Houlindvej 33 ved landsbyen Bonnet, hvor ryttere kommer højt til vejrs i bakkerne, og på Søgårdevejen ved Gjellerodde, der er løbets nordligste punkt.

Giro d’Italia følges af tv-seere over hele verden, og landmændene har derfor forberedt forskellige events, der skal sende en hilsen til seerne, når tv-helikopteren flyver over ruten.

”Vi vil gerne vise, at løbet kører gennem en del af Danmark, hvor landbruget holder hjulene i gang. I Fabjerg mellem Lemvig og Struer samler vi derfor en masse traktorer på en mark og sætter dem til at køre i ring som to kæmpehjul på en cykel, når feltet passerer”, siger Kirsten Mette Lundgaard.

Kort forinden har seerne også fået en hilsen fra Lemvig Biogas, der stiller en lille karavane af gyllelastbiler hos en af leverandørerne.

På turen op langs vestkysten vil der desuden være kreaturer på strandegnene ved Thorsminde, der i dagens anledning er klædt i løbets lyserøde farve. Se billeder, video og læs mere om forberedelserne.

Ved målstregen i Herning og Horsens den 5.-7. maj sørger de vestjyske kommuner i øvrigt for at præsentere lokale fødevarer for de mange gæster fra både ind- og udland. Der bliver blandt andet smagsprøver på Vesterhavsost, Dansk And samt pølser fra Ausumgaard og Venø Lam.

Tekst: Erik Poulsen. Foto: Henrik Vinther Krogh

Seneste nyt
14.6.16
Gårdbesøg sommeren 2016
Klik på billedet for at se programmet for gårdbesøg i stort format....
Lemviggaarden  |   Gårdbesøg for alle  |       |   20431716  |   sekretariat@lemviggaarden.dk