Billedserier
Hent Adobe Flash player
Danmarks bedste hø er fra Lomborg
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Nyt fra Åbent Landbrug Lemvig

20. august 2010
I maj og juni inviterede vi alle 4.klasser i Lemvig kommune på gårdbesøg. Landboforeningen betalte deres transport og 16 gæstfrie landmænd åbnede deres gårde og brugte nogle timer på at vise børn og lærer rundt i stalden og ude omkring. Det giver en rigtig god snak, og 4.klasses børn har lige den rigtige alder til at turde spørge om alt, være nysgerrige og meget åbne for nye indtryk og viden.

Vi får mange positive tilbagemeldinger fra både deres forældre, men flere landmænd har også fået breve fra eleverne eller lærerne. I alt var 210 børn og 11 lærere på besøg fra 8 skoler, og de besøgte både en kvæggård og en svinegård, så de blev alle meget klogere på landbrug. De har nu en oplevelse, de kan have deres meninger i, når de siden hen møder oplysninger om landbrug i medierne. Vi vil meget gerne sige mange tak til de mange landmænd, der har hjulpet os med at tage imod besøgene, og håber i eller andre har lyst til at gøre det igen næste år.

Arla har lige lavet en ny gårdbesøgskasse, så når Arla-leverandører skal have en klasse på besøg, kan man bare ringe og bestille den nogle dage før, så kommer den med tankbilen. Der er nogle ting i, som man kan dele ud til børnene, så de har et ”minde” med hjem. Svineproducenter skal ringe til Axelborg, 3339-4249, og bestille overtrækstøj, så bliver det gratis leveret fra Hatting.

Lemviggaarden
Vi kan i Åbent Landbrugsudvalget, nu se tilbage på en succesfuld sommer, hvor der har været mange besøgende/turister hos alle vore gode og gæstfrie Lemviggaarden værter. Vi mangler kun det sidste besøg ved Høgsgård i Nr. Nissum, hvor vi skal høre om agerhøns og dådyr.

Biogasanlægget har været gæstfrie 3 gange, første gang var der ingen gæster, måske fordi sommerferien ikke rigtig var begyndt, men de sidste to gange har der til sammen været 45 gæster.

Kræmmergaard havde samme dag deres store jordbær-honning-dag, så de havde rigtig mange besøgende.
De øvrige 9 landbrug havde i alt 350 besøgende, svarende til knap 40 pr. gård, så det mener vi, er en stor succes, da en enkelt landmand har det bedst med at vise en 20-25 gæster rundt, hvis man skal kunne svare på alle spørgsmål, og nå at videns udveksle med dem, der er mere interesseret end blot en rundvisning.

Alle værter fortæller, at de har haft en rigtig god oplevelse, ved at have turister på besøg, og det har været både danske og udenlandske turister og folk i alle aldre.

Vi inviterer værterne til evaluering sidst i sept. / først i okt. for at finde ud af, hvad vi skal gøre anderledes eller bedre næste år. Er der nogle af alle i andre, der ikke har været med til dette i år, men godt kunne tænke sig at have besøg næste år, eller som har hørt noget godt eller skidt om årets tilbud, hører vi meget gerne fra jer. Det er altid dejligt med tilbagemeldinger.

Åbent Landbrug
Søndag d. 19.september afvikles der på landsplan ”3.søndag i september”. Det er dagen, hvor 60-70 gårde på landsplan lukker dørene op, og byder indenfor på et moderne landbrug. Sidste år blev disse gårde besøgt af 58.000 børn og voksne, og dette tal har længe været stødt stigende.

Holstebro og Lemvigegnens Landboforeninger har i mange år skiftes til at afvikle dette arrangement, og finde værter til dette store besøg. I år er det Lemvigegnens tur. Vi har spurgt Poul Dissing og hans familie i Asp, om de kunne tænke sig at få besøg. Det har de til vores store glæde sagt ja til, så det er de i fuld gang med at forberede. Der skal bestilles smagsprøver, laves skilte, skrives presseomtaler, laves gårdfoldere, laves aftaler 4H, landboungdommen, jægere, klappedyr, maskinfolk, osv. Mange har også behov for at få ryddet lidt op, men her har Poul og hans familie det let, for det er et meget flot og veldrevet landbrug med malkekøer, de driver, som virkelig er værd at vise frem, og som mange vil nyde at besøge og opleve denne dag.

For at afvikle sådan et arrangement er der brug for mange hjælpere; parkeringsfolk, rundvisere, opryddere, kaffebryggere, uddeling af smagsprøver osv. Hvis du skulle have tid og lyst til at hjælpe til, er du meget velkommen til at kontakte os i udvalget, så kan du få tildelt en plads på hjælpeholdet.

Vi glæder os til 3. søndag i september, og håber at mange vil bakke op om arrangementet, og fortælle om det til familie, venner og naboer, så der kan komme rigtig mange besøgende og nyde de flotte omgivelser på Birkild i Asp.

Læs mere på www.aabentlandbrug.dk

Venlig hilsen

Kirsten Mette Lundgaard Madsen
Åbent Landbrug Lemvig


Seneste nyt
14.6.16
Gårdbesøg sommeren 2016
Klik på billedet for at se programmet for gårdbesøg i stort format....
Lemviggaarden  |   Gårdbesøg for alle  |       |   20431716  |   sekretariat@lemviggaarden.dk