Billedserier
Hent Adobe Flash player
Danmarks bedste hø er fra Lomborg
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Gule marker fejres

15. maj 2009
Ny turistattraktion åbner med arrangementet Rapsens Dag
Holland er kendt for sine tulipanmarker, og i Frankrig glæder turister sig over store arealer med solsikker og lavendler. I Danmark er det især duften af den gule raps, der forbindes med blomstrende marker, men vi har hidtil ikke gjort det til en attraktion.

Det sker for første gang på torsdag, kristi himmelfartsdag kl. 13-16, når landmand og biavler Hans Bjerrum byder velkommen til Rapsens Dag på Øster Lundgaardvej i Nr. Nissum. Her står rapsblomsterne i fuldt flor omkring ejendommen, og honningbierne i staderne har travlt med at hente nektar i de gule blomster.

Udover at være en attraktiv frøplante, som bruges til spiseolie, foder og opvarmning, er rapsen nemlig også hovedleverandør af råvaren til dansk honning. På gode dage under det igangværende raps-træk kan vægten af et bistade øges med op til 10 kilo dagligt.

At raps er biernes favorit-nektar er i øvrigt til glæde for både planteavlere og biavlere. På turen rundt mellem de gule blomster spreder bierne rapsens blomsterstøv, og det vurderes, at landmandens udbytte bliver cirka 10 procent højere, når der er mange bier i marken.

Under gårdbesøget på Rapsens Dag kan alle interesserede på tæt hold følge honningens vej fra blomst til krukke. Der vil være bidragter til både børn og voksne, når Hans Bjerrum åbner bistaderne for at vise det forunderlige liv i bifamilien, der omsætter blomsternektaren til honning. Han tager også nogle af de fyldte bitavler fra og slynger honningen ud af dem, så gæsterne kan blande duften af rapsmarken med den særlige smagsoplevelse af nyslynget honning.

Landbrug som turistattraktion
Gårdbesøget i Nr. Nissum er gratis, og det første af i alt 13 arrangementer under fælles titlen Lemviggaarden, hvor landmænd på Lemvigegnen de kommende måneder inviterer turister og alle andre interesserede til at opleve nogle af landbrugets mange gode fortællinger.

Stort set hver uge frem til slutningen af august vil der være en aktivitet, hvor man kan få indblik i den lokale produktion af mælk, svinekød, grøntsager og bær.

Lemviggaarden omfatter også besøg på det lokale biogasanlæg og en tur i marken med fokus på vildtpleje. Nogle arrangementer er gratis, mens de fleste rundvisninger på gårde kræver entré.

Initiativet er taget af Åbent Landbrug Lemvig i samarbejde med det lokale turistbureau og støttes via LAG Lemvig med landdistriktsmidler fra EU, idet projektets formål blandt andet er at undersøge, om der kan udvikles en ny turistattraktion i form af forskellige gårdbesøg.

Yderligere informationer:
Hans Bjerrum, formand for Lemvig og Omegns Biavlerforening, tlf. 3062 7917
Erik Poulsen, projektkoordinator, Åbent Landbrug Midt&Vest, tlf. 2043 1716

Seneste nyt
14.6.16
Gårdbesøg sommeren 2016
Klik på billedet for at se programmet for gårdbesøg i stort format....
Lemviggaarden  |   Gårdbesøg for alle  |       |   20431716  |   sekretariat@lemviggaarden.dk